Carlsbergfondet med i aftale om nye Pionercentre

Publiceret:

03.05.2019

Carlsbergfondet er sammen med Danmarks Grundforskningsfond, Lundbeckfonden, Novo Nordisk Fonden og Villum Fonden blevet enige om et samarbejde om finansieringen af Pionercentrene, der kan sættes i søen med en samlet bevillingssum på 1 milliard kroner.

Etableringen af Pionercentrene er en ambitiøs national satsning, som udfoldes i tæt samarbejde mellem Uddannelses- og Forskningsministeriet, Danmarks Grundforskningsfond, Carlsbergfondet, Lundbeckfonden, Novo Nordisk Fonden, Villum Fonden, evt. flere private fonde og de danske universiteter.

Danmarks Grundforskningsfond skal administrere initiativet og bidrager med 223 millioner kroner, så det samlede offentlige bidrag er på 400 millioner kroner. Carlsbergfondet, Lundbeckfonden, Novo Nordisk Fonden, Villum Fonden bidrager med de resterende 600 millioner kroner.

Det er første gang, at Danmarks Grundforskningsfond og fire af landets store forskningsfinansierende private fonde på denne måde går sammen i en national forskningssatsning, der skal virke til gavn for hele det danske samfund. De fem fonde er i fællesskab blevet enige om foreløbigt at fokusere på kunstig intelligens og klima/energi som forskningstemaer.

”Pionercentrene er et fremragende initiativ, der giver de bedst mulige vilkår for, at Danmark kan fostre verdensklasseforskning inden for ekstremt vigtige områder som fx klima og kunstig intelligens. Det flugter helt med Carlsbergfondets formål om at støtte visionær og innovativ grundforskning på internationalt niveau. Ydermere kan Pionercentrene også medvirke til at trække de bedste forskere fra verden til Danmark,” siger Carlsbergfondets bestyrelsesformand, professor Flemming Besenbacher.

Pionercentre skal være nye excellente forskningsenheder

Et pionercenter skal ledes af en ekstraordinært dygtig forsker, som vil blive omhyggeligt rekrutteret fra den globale forskningsverden. Fondene arbejder i øjeblikket på at finpudse de to emner og muligvis et tredje. Emneområderne bliver formuleret bredt, og fondene understreger, at alle fagområder har relevans for initiativet.

Ambitionen er at etablere excellente forskningsenheder, der udfører grundforskning med sigte på løsning af store samfundsmæssige udfordringer inden for 2-3 udvalgte temaer, bl.a. kunstig intelligens og klima/energi.

”Det er meget glædeligt for Danmark, at vi nu har bred opbakning fra politisk side, fra universiteterne og fra de private fonde til et ekstraordinært ambitiøst forskningsinitiativ. Hvis vi skal løse nogle af de enorme udfordringer, som verden i dag står over for, er der behov for at styrke grundforskning inden for særligt perspektivrige områder, hvor forskningsgennembrud er forudsætningen for at finde nye løsninger. Vi er f.eks. nødt til at finde nye måder til at lagre vedvarende energi, hvis vi skal løse klimaudfordringerne og samtidig beholde vores levestandard. Og kunstig intelligens vil på mange måder være med til at forme vores samfund i fremtiden. Vi skal være med til at udvikle den teknologi og sikre, at den er etisk og menneskeligt forsvarlig,” siger Jens Kehlet Nørskov, bestyrelsesformand i Danmarks Grundforskningsfond.

Uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers siger:

”Pionercentrene er et banebrydende projekt, der vil give dansk grundforskning et solidt løft. Der er både tale om et meget ambitiøst beløb, men også samarbejdet mellem de private fonde, universiteterne og Danmarks Grundforskningsfond har virkelig interessante perspektiver for dansk forskning. Med det, som fondene lægger op til, kan Danmark komme med i front på forskningen inden for kunstig intelligens, og vi kan forstærke den grønne grundforskning i nye klimavenlige løsninger. Jeg glæder mig til at se initiativet blive konkretiseret i de kommende år”.