Topforskere modtager Semper Ardens Advance-bevillinger for trecifret millionbeløb
Publiceret:
30.01.2023
Kontaktperson:
Redaktør og presserådgiver Jane BenarrochTi topforskere med tilknytning til dansk forskning modtager 179 millioner kroner fra Carlsbergfondet til Semper Ardens Advance-forskningsprojekter, der skal levere videnskabelige nybrud inden for så forskellige områder som entreprenørskab, kvanteteori, AI og den menneskelige hukommelse.
Med bevillingerne ønsker Carlsbergfondet at bane vejen for grundvidenskabelige nybrud, der skal give nye, indsigter og samtidig har potentiale til at løse globale udfordringer. Samtidig vil bevillingerne bidrage til at sikre dansk forsknings fortsatte styrkeposition internationalt.
”Det glæder mig meget at kunne ønske ti af Danmarks mest fremragende forskere tillykke med en Semper Ardens Advance-bevilling. Med vores i alt tre Semper Ardens-virkemidler rettet mod forskellige karrieretrin ønsker vi at give forskere med visionære og stærke forskningsideer de bedste muligheder for at levere forskningsresultater, der peger langt ind i fremtiden,” udtaler Carlsbergfondets bestyrelsesforkvinde Majken Schultz.
Alle ansøgninger har været igennem international peer review
Samtlige ti uddelte Semper Ardens Advance-bevillinger er givet på baggrund af forskernes egne ansøgninger indsendt til fondet med reference til Efterårsopslag 2022. I alt modtog fondet 104 ansøgninger, hvoraf 78 var indsendt af en mandlig ansøger, mens 26 var indsendt af en kvindelig ansøger. Alle ansøgninger har været igennem international peer review og er blevet grundigt vurderet af Carlsbergfondets bestyrelse, der træffer afgørelse om fondets bevillinger. Ud af det samlede antal ansøgere har bestyrelsen endvidere gennemført interviews med 22 ansøgere.
Carlsbergfondets direktør Lasse Horne Kjældgaard siger:
”Jeg glæder mig meget til at følge de nye Semper Ardens Advance-forskningsprojekter, som skal undersøge så forskellige emner som biokemiske processer i celler, samspil mellem moral og hukommelse, entreprenørskabets rolle i samfundet og betydningen af sprækker i Indlandsisen som indikatorer for klimafølsomhed. Projekterne vil blive ledet af nogle af Danmarks allerdygtigste og mest dedikerede forskere, og jeg er sikker på, at de vil kaste resultater af sig, som ikke bare vil give genklang i de hjemlige forskningsmiljøer, men også vække opsigt internationalt.”
Se alle modtagere af en Semper Ardens Advance og læs om deres projekter
Passioneret, altid brændende
Semper Ardens betyder ”passioneret, altid brændende”. Egenskaber der i særlig grad kendetegner de forskere, som Carlsbergfondet støtter med Semper Ardens-bevillinger.
Semper Ardens Advance er ét af fondets i alt tre Semper Ardens-virkemidler, som opslås i fri konkurrence. Virkemidlet retter sig sammen med Semper Ardens Accelerate og Semper Ardens Accomplish (uddeles for første gang i 2023) mod etablerede forskere, der ønsker at gennemføre omfattende videnskabelige studier inden for et afgrænset eller tværvidenskabeligt emne. Semper Ardens Advance gives som femårige bevillinger til internationalt højt anerkendte professorer med tilknytning til danske forskningsmiljøer.
De 179 millioner kroner til nye Semper Ardens Advance-projekter indgik i den uddeling, som blev meldt ud i december 2022 for Efterårsuddeling 2022.