Carlsberg Laboratorium

Publiceret:

27.03.2024

Carlsberg Laboratorium er en international anerkendt forskningsinstitution og har gennem tiden leveret banebrydende forskningsresultater og revolutioneret moderne ølbrygning. Laboratoriet indgår i dag som en del af Carlsberg A/S, og Carlsbergfondet har siden 1876 støttet forskningen på laboratoriet.

Siden dets oprettelse har formålet med forskningen på Carlsberg Laboratorium været udviklingen af øl “til den størst mulige fuldkommenhed” for på den måde at være et mønstereksempel på ølbrygning i Danmark og i resten af verden.

”Ved bryggeriets drift skal det være det stadige formaal uden hensyn til den øjeblikkelige fordel at udvikle fabrikationen til den størst mulige fuldkommenhed saaledes at dette bryggeri og dets produkter altid kunne staa som et mønster og ved deres eksempel virke til at ølbryggeriet her i landet holdes paa et højt og hæderligt standpunkt.”
J.C. Jacobsen, 'De Gyldne Ord'.

Carlsberg Laboratoriets formål har således en tydelig klangbund i 'De Gyldne Ord' fra J.C. Jacobsens testamente, som ligeledes findes indgraveret på indgangsporten til det gamle bryggeri, tæt på laboratoriet.

Fire hovedområder

Carlsberg Laboratorium arbejder i dag på at udvikle nye muligheder inden for ølbrygning og bioteknologi. Forskningen er fokuseret på fire hovedområder:

  • Råmaterialer
    Forskning fokuseret på råmaterialer for brygning primært rettet mod forbedring af byg og humle.

  • Gær og fermentering
    Forskning fokuseret på mikroorganismer for brygning, primært rettet mod forbedring af gærstammer.

  • Nye ingredienser
    Forskning fokuseret på nye ingredienser og naturstoffer, og deres anvendelse i kornbaserede og andre drikkevarer.

  • Bryggeriforskning, -teknologi og -kvalitet
    Forskning fokuseret på forbedring af processerne i brygning, herunder brug af enzymer, kvaliteten af produktet, forbedrede måle- og overvågningsmetoder samt bæredygtige løsninger.

Det var J.C. Jacobsens ønske, at laboratoriets viden skulle stilles frit til rådighed for omverdenen. I den ånd bliver laboratoriets forskningsresultater den dag i dag publiceret og dermed tilgængeliggjort for offentligheden.

Emil Chr. Hansen, forstander og gæringsfysiolog på Carlsberg Laboratorium (1842-1909), udviklede en metode til rendyrkning af gær, der revolutionerede industriel ølproduktion.

Fra Carlsberg Laboratorium.

Humle fra laboratoriets tilstødende drivhuse.

Carlsberg Laboratorium forsker i blandt andet byg og humle for at sikre optimale råvarer til ølbrygning.

Kort fortalt

Allerede som ung brygger var Carlsberg og Carlsbergfondets stifter J.C. Jacobsen optaget af at tilegne sig den nyeste viden. Han hentede inspiration fra bl.a. H.C. Ørsteds forelæsninger og forstod tidligt, at naturvidenskabelige opdagelser havde øget produktivitet og kvalitet inden for en lang række industrier. J.C. Jacobsen var overbevist om, at den tankegang kunne overføres til ølbrygningens kunst. Senere rejste han rundt til bryggerkolleger over hele Europa og udvekslede erfaringer og bragte ny viden og inspiration tilbage til Carlsberg.

J.C. Jacobsen var overbevist om, at man måtte forstå øllets kemi og de involverede organismers fysiologi for at kunne forbedre øllets kvalitet. Derfor grundlagde han i 1875 Carlsberg Laboratorium som et forskningslaboratorium tilknyttet Carlsberg Bryggeriet.

Med en række banebrydende forskningsresultater blev Carlsberg Laboratorium hurtigt en afgørende faktor i bryggeriets succes og et forbillede for moderne ølbrygning samt anden videnstung virksomhed og naturvidenskaben som sådan.

Forstander og gæringsfysiolog Emil Chr. Hansen og hans medarbejdere på Carlsberg Laboratorium i 1898.

Knyttet til Carlsbergfondet

Organisatorisk er Carlsberg Laboratorium en del af Carlsberg A/S. Laboratoriet er tæt knyttet til Carlsbergfondet og benævnes som Afdeling A i fondets fundats. Siden 1876 har Carlsbergfondet således støttet forskningen på Carlsberg Laboratorium.

Carlsberg Laboratorium tildeles fast 8 procent af Carlsbergfondets samlede bevillinger i det enkelte regnskabsår.

Carlsberg Laboratorium ledes af en forskningsdirektør, ansat af Carlsberg A/S. En tilsynskomité, som udpeges af Carlsbergfondets bestyrelse samt Videnskabernes Selskab, er ansvarlig for de fundatsmæssige tilsyn med Carlsbergfondets bevillinger, samt at laboratoriets forskningsresultater publiceres og gøres tilgængelige for offentligheden.

Laboratoriets ledelse

Daglig ledelse: Forskningsdirektør Birgitte Skadhauge Tilsynskomité: Søren-Peter Olesen (forperson) Professor, dr.med. Københavns Universitet Næstforperson, Carlsbergfondet Jens Hjorth Professor, cand.scient. ph.d. Niels Bohr Institutet, Københavns Universitet Bestyrelsesmedlem, Carlsbergfondet Susanne Mandrup Professor, ph.d. Institut for Biokemi og Molekylær Biologi, Syddansk Universitet Bestyrelsesmedlem, Carlsbergfondet Jacob Aarup-Andersen CEO, Carlsberg Group Søren Brinck Executive Vice President, Group Commercial and Strategy, Carlsberg Group Henrik Poulsen (observatør) Formand, Carlsberg Group

Rendyrkning af gær – Emil Chr. Hansen

Emil Chr. Hansen var forstander for Carlsberg Laboratoriums fysiologiske afdeling fra 1879 til 1909. Han udviklede den første metode til rendyrkning af gær, som fik afgørende betydning for Carlsberg, ligesom den revolutionerede den internationale gærindustri.

Kjeldahl-analysen – Johan Kjeldahl

Johan Kjeldahl var forstander for Carlsberg Laboratoriums kemiske afdeling fra 1876 til 1900. Han udviklede en metode til generel bestemmelse af nitrogenmængden i organiske forbindelser og råmaterialer. Metoden blev kendt som Kjeldahl-analysen.

pH-skalaen – S.P.L. Sørensen

S.P.L. Sørensen var forstander for Carlsberg Laboratoriums kemiske afdeling fra 1901 til 1938. Han indførte pH-begrebet til angivelse af en opløsnings surhedsgrad og påviste pH-værdiens betydning i biokemiske reaktioner, herunder i ølbrygning.

Proteinkemi, dynamik og enzymer – K.U. Linderstrøm-Lang

K.U. Linderstrøm-Lang var forstander for Carlsberg Laboratoriums kemiske afdeling fra 1938 til 1959. Han frembragte banebrydende viden om proteiners kemi, i særdeleshed om proteolytiske enzymer og proteiners dynamiske strukturer.

Genmanipulering af gærceller – Øjvind Winge

Øjvind Winge var leder af Carlsberg Laboratoriums fysiologiske afdeling fra 1933 til 1956. Winges forskning førte til opdagelsen af gærcellens kønnede formering. Desuden bidrog han betragteligt til forædlingen af maltbyg og humle.

Opdagelse af subtilisin – Martin Ottesen

Martin Ottesen var leder af Carlsberg Laboratoriums kemiske afdeling fra 1959 til 1987. Hans undersøgelser af vands bindingsevne til protein med albumin fra hønseæg ledte til enzymet subtilisin. Dette proteolytiske enzym er særlig varmestabilt og anvendes i dag som en aktiv bestanddel i blandt andet de fleste af Novozymes' vaskemidler.

Klikkemi - Morten Meldal

Morten Meldal var i perioden 1988-2011 leder af afdelingen Syntese ved Carlsberg Laboratoriums kemiske afdeling. Under arbejdet med at finde nye medicinske stoffer opdagede han sammen med ph.d.-studerende Christian Tornøe en overraskende reaktion mellem to molekyler. Reaktionen viste sig at producere et molekyle med en ringformet struktur, en såkaldt triazol, som kan anvendes som kemiske byggesten. Opdagelsen ligger til grund for den såkaldte klikkemi, som er en metode til enkelt og skånsomt at klikke molekyler sammen. Klikkemien muliggør, at man med molekylære byggeklodser kan bygge større molekyler med helt bestemte egenskaber. Metoden har i dag fundet anvendelse inden for en lang række områder, herunder medicinalkemi og materialekemi. Sammen med to forskerkollegaer modtog Morten Meldal Nobelprisen i kemi i 2022 for opfindelsen af klikkemi.

Nye bygsorter – Birgitte Skadhauge

Birgitte Skadhauge er i dag forskningsdirektør for Carlsberg Laboratorium og har forsket ved laboratoriet siden 1996. Hendes forskningsresultater omhandler blandt andet udviklingen af klimaresistent byg og den såkaldte Null-LOX-byg, der giver øllet mere friskhed, længere holdbarhed og en bedre og mere stabil skumkvalitet.

Sekventering af byggenomet – Christoph Dockter

Byg er den fjerde største kornafgrøde og en af de vigtigste råvarer til produktion af øl og andre drikkevarer. Et internationalt forskningskonsortium, heriblandt Carlsberg Laboratorium, har over de sidste ti år sekventeret det store og komplekse byggenom. Dette digitale referencegenom af høj kvalitet er en milepæl inden for kornforædling – fundamentet for udvikling af ny maltbyg til bæredygtig brygning og grundlaget for en hurtig fremadrettet produktion af nye klimaresistente afgrøder.

Together Towards Zero – Arvid Garde

Carlsberg Laboratorium har en lang historik for samfundsengagement, hvorfor også bæredygtighedsdagsordenen er blevet en integreret del af laboratoriets dna, senest med dedikeret forskning indenfor vand- og energibesparelse. Siden 2018 har laboratoriet huset en gruppe på seks højt specialiserede forskere, der har til opgave at tilvejebringe tekniske løsninger på Carlsbergs langsigtede mål om at halvere det totale vandforbrug samt gøre samtlige bryggerier CO2 neutrale inden 2030. Forskningsindsatsen er initieret med primært fokus på oprensning og genanvendelse af vand og kemikalier fra de omfattende rengøringsprocedurer i bryggeriet samt optimering af energiløsninger gennem modellering og simulering af bryggeriets masse- og energibalancer – ved at skabe en såkaldt digital tvilling, hvor nye teknologier kan evalueres i et virtuelt miljø, før de evt. implementeres.