Carlsbergfondets Forskningspriser 2022
Overrækkelse af Carlsbergfondets Forskningspriser 2022. Fra venstre præsident i Videnskabernes Selskab Marie Louise Nosch, prismodtager Dorthe Dahl-Jensen, HKH Kronprinsessen, prismodtager Frederik Stjernfelt, uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen og bestyrelsesforkvinde i Carlsbergfondet Majken Schultz. Foto: Martin Juul
Publiceret:
31.08.2022
Carlsbergfondets Forskningspriser er i 2022 givet til iskerneforsker og fysiker Dorthe Dahl-Jensen og semiotiker og idéhistoriker Frederik Stjernfelt.
Professor Dorthe Dahl-Jensen fra Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet modtager prisen for sin enestående forskning i arktisk is, ferskvands betydning for det marine liv i havet og klimaforandringer op gennem Jordens historie. Professor Frederik Stjernfelt fra Institut for Kommunikation og Psykologi på Aalborg Universitet modtager prisen for sin mangeårige forskning inden for så forskellige emner som semiotik, videnskabsfilosofi, litterær teori, biosemiotik, idéhistorie og politisk filosofi.
Om indstillingen af Dorthe Dahl-Jensen til Carlsbergfondets Forskningspris skriver priskomitéen blandt andet:
Dorthe Dahl-Jensen modtager prisen for sin enestående forskning i arktisk is, ferskvands betydning for det marine liv i havet og klimaforandringer op gennem Jordens historie.
Dorthe Dahl-Jensen har stået i spidsen for både udboringer, prøvetagning og fortolkning af data fra iskerner, og hendes forskning har ændret grundlæggende ved vores opfattelse af klimasystemet. Eksempelvis har hendes dateringer af grønlandske iskerner vist, hvordan atmosfæren er blevet påvirket af både menneskelige aktiviteter og naturbegivenheder gennem de seneste 2000 år, herunder af skovafbrænding, industrialisering og vulkanudbrud.
Video
Om indstillingen af Frederik Stjernfelt til Carlsbergfondets Forskningspris skriver priskomitéen blandt andet:
Frederik Stjernfelt modtager prisen for sin mangeårige forskningsindsats inden for så forskellige emner som semiotik, videnskabsfilosofi, litterær teori, biosemiotik, idéhistorie og politisk filosofi.
Frederik Stjernfelt har bidraget med nye vigtige indsigter i alt fra læren om tegn til ytringsfrihedens vilkår i de moderne demokratier og kulturelle bevægelser på både venstre og højre side af det politiske spektrum. Ud over sit store engagement i grundforskningen har han desuden påtaget sig en beundringsværdig rolle som ivrig formidler, kritiker og debattør - til stor glæde og gavn for folk uden for universitetsverdenen.
Video
Download pressefotos af prismodtagerne
Fotokredit:
Dorthe Dahl-Jensen, professor ved Københavns Universitet
2.4mb
Frederik Stjernfelt, professor ved Aalborg Universitet
2.81mb
Om Carlsbergfondets Forskningspris
Carlsbergfondets Forskningspriser blev indstiftet i 2011 i anledning af fondets grundlægger J.C. Jacobsens 200-års fødselsdag. Priserne uddeles efter indstilling fra en international priskomité nedsat af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab og Carlsbergfondet. Hver pris er på 1 million kroner. Heraf er 250.000 kr. en personlig hædersgave og 750.000 kr. støtte til et forskningsprojekt.
Carlsbergfondets Forskningspriser hædrer aktive forskere i ind- eller udland, der har bidraget afgørende til grundforskningen og nyder stor videnskabelig anerkendelse. Priserne skal opmuntre til yderligere forskning og kan bruges efter behov til udlandsophold, feltarbejde, indkøb af udstyr eller løn til videnskabelig assistance.