J.C. Jacobsens Have
Publiceret:
15.03.2024
Kontaktperson:
Arrangementskoordinator Fanan ImadBrygger J.C. Jacobsens Have beliggende op til Carlsberg Akademi i Valby blev tegnet og anlagt af bryggeren selv i årene 1847-1867. Oprindeligt blev den skabt til privat brug for hans familie. Senere blev den anvendt af beboerne i den æresbolig, som hans villa siden blev omdannet til. I dag fungerer haven som offentligt byrum.
I årene 1847-1867 anlagde brygger J.C. Jacobsen en have i forlængelse af sin bolig, det nuværende Carlsberg Akademi i Valby. Haven, der blev fredet i 2009, har siden 2008 været åben for offentligheden.
I 2017 gennemgik J.C. Jacobsens Have en omfattende renovering med det formål at bringe den nærmere sin oprindelige stand. Renoveringen, der blev forestået af arkitekt Kristine Jensens Tegnestue, har indebåret genskabelse af havens botaniske identitet i kombination med sikring af bevaringsværdige træer. De tre anlæg Stenhøjen, Stenbedet og Spejlbassinnet er endvidere blevet rekonstrueret ud fra de oprindelige tegninger fra J.C. Jacobsens egen hånd.
Haven er ikke oprindeligt udformet som en systematisk botanisk samling, men mere som et arboret med en variation af træer og buske af forskellig art. I dag har den igen fået karakter af en slags usystematisk arboret med solitære træer og nål- og skovtræer fordelt på fire haverum, der er bevaret.
I forlængelse af restaureringen er der etableret støjafskærmning mod syd og nye tilgængelighedsforhold mod nord. I havens nordlige del er der endvidere etableret et regnvandsbassin til nedsivning efter skybrud, og stisystemer og afgrænsninger er gjort tidssvarende.
Bryggerens 'Park'
J.C. Jacobsen havde selv en tydelig forkærlighed for det botaniske. Han rejste meget i Europa og bragte mange sjældne planter, træer og vækster med hjem, som blev udplantet i haven sammen med frø og planter, der blev bestilt hjem. Eksempelvis fik han indkøbt 116 planter fra hele verden, hvoraf mange af dem er blevet rekonstrueret.
Oprindeligt påbegyndte han anlæggelsen af haven, som han med et moderne engelsk udtryk kaldte sin park, før byggeriet af villaens hovedbygning blev sat i gang. Grunden til, at han vendte processen på hovedet og anlagde have før bolig, var, at de enorme mængder jord, som blev til overs ved gravningen af de dybtliggende lagerkældre, skulle placeres et sted på grunden.
Han besluttede på den baggrund, at denne overskudsjord skulle lægges som en bastion midt på grunden. Jorden blev efterfølgende flyttet til det sted, hvor hovedbygningen skulle opføres. Derved blev der skabt et plateau, der løste problemet med at bygge på den skrånende grund.
Med inspiration fra samtidens berømte havelandskaber
Det iscenesatte landskab, der præger haven i dag, stammer fra J.C. Jacobsens mange indtryk fra rejser og besøg i samtidens berømte haveanlæg. Han rejste meget i Europa og bragte mange sjældne planter, træer og vækster med hjem, som blev udplantet i haven sammen med den linde strøm af frø og planter, som blev bestilt hjem fra hele Europa.
Men det højmoderne haveanlæg var ikke kun udtryk for J.C. Jacobsens interesse for havelandskab, men også for hans evne til at bedømme, hvilke rådgivere han skulle benytte sig af til sine foretagender. For havens vedkommende faldt valget på landskabsarkitekten og ven af familien, slotsgartner Rudolph Rothe (1802-1877). Det fine samspil mellem bygninger og landskab, som den dag i dag stadig kendetegner haven, blev til i en dialog mellem bryggeren og Rothe, selvom stregerne var slået af bryggeren på forhånd.
Sådan besøger du J.C. Jacobsens Have
J.C. Jacobsens Have genåbnede efter en større renovering på J.C. Jacobsens fødselsdag den 2. september 2017. Indgang til J.C. Jacobsens Have sker fra Bohrsgade 7 og 11, 1799 København V samt Olivia Hansens Gade, 1799 København V. Haven er åben dagligt fra solopgang til solnedgang.
Se kort