Da vandet formede velfærdsbyen København

Den solide røde murstensbygning på Christianshavn har en tydelig autoritet. En række store buede vinduer med arkitektonisk hilsen til kirkevinduer lukker masser af lys ind i rummene bag. Her er badekar og brusebade flankeret af smukke grøn-hvide fliser og marmorportaler i højloftede rum. Den arbejdende befolkning skulle ikke spises af med kummerlige omgivelser, da Christianshavns Badeanstalt åbnede i 1909. At få adgang til et offentligt varmt bad i København var en alvorlig sag.

Det kirkeligt inspirerede aspekt i bygningens udformning er derfor ikke nogen tilfældighed, fortæller kulturhistoriker og seniorforsker Mikkel Thelle fra Nationalmuseet.

“De tidlige badeanstalter i København er ofte en slags minikatedraler, som via deres arkitektur udtrykker kommunal stolthed og omsorg for borgerne. Nogle har en udsmykning med relieffer, søjler og store, dekorative flader af fliser, som både er nationalromantisk, men også rationel og hygiejnisk. På den måde afspejler bygningerne den tid, de er opført i, mellem nationalromantik og modernisme,” fortæller han.

Bygningerne kan ses som det fysiske og synlige udtryk for det gryende danske velfærdssamfund. En samfundsform, som er hovedgenstand for Thelles forskning set i et kulturhistorisk byperspektiv.

Netop vandet er et af de mange aspekter, som Mikkel Thelle undersøger, når det gælder velfærdsbyen København. Vand som sundhed, som “civilisationsmarkør”, men også vand som central infrastruktur. Noget, som ofte bliver taget for givet og derfor overset i forhold til, hvor meget det har bidraget til at forme for eksempel velfærdssamfundets kultur.

Som Mikkel Thelle ser det, har adgang til vand været med til at forme den enkelte velfærdsborgers forventninger til staten og dens rolle. Altså selve “kontrakten” mellem borger og velfærdssamfund. En kontrakt, der sidst i 1800-tallet og først i 1900-tallet betød, at det blev et samfundsansvar at sørge for, at arbejderne i storbyen kunne få et offentligt varmt bad til små penge i en tid uden private badeværelser i lejlighederne. Helt op til 1950 havde for eksempel kun 16,4 procent af beboere på Christianshavn adgang til eget bad.

Velfærdsbyens liv kortlægges ved hjælp af database

At forstå velfærdsbyens udvikling betyder også en udforskning af bevægelser og mønstre i forhold til social mobilitet, klasse og sundhed over en tid med enorme forandringer. Mikkel Thelles nøgleprojekt ’Mapping the Welfare City’ skal derfor ved hjælp af omfattende datasæt om københavnernes liv fra cirka 1770 til 2008 få detaljer frem, der for eksempel kan levendegøre, hvordan velfærdssamfundet har manifesteret sig set i storbyens perspektiv.

“Vi har tidligere haft mange antagelser om byhistorien. Med alle disse data kan vi komme ned i de finere og konkrete lag i historien," fortæller Mikkel Thelle.

Til det formål har han blandt andet bygget databasen ’Mapping the Welfare City’. Teknisk foregår det arbejde på ’Center for Humanities Computing’ ved Aarhus Universitet, som har stor succes med at udvikle feltet 'digital humanities'. Et felt i rivende udvikling.

Kort fortalt er idéen, at humaniora-fag som for eksempel historie og litteratur benytter sig af kvantitative metoder fra datalogi og naturvidenskab i deres forskning. Tilgangen erstatter ikke klassiske kvalitative researchmetoder, men komplimenterer og tilføjer nye vinkler at se stoffet ud fra. Med de store datasæt følger også muligheder for interessante grafiske visualiseringer af fundne mønstre.

De centrale datasæt om københavnernes liv kommer i Mikkel Thelles projekt blandt andet fra Kraks vejviser til københavneradresser skabt i 1770 og Politiets Registerblade, en forløber for det nationale folkeregister etableret i 1920’erne, samt cpr-registret indført i 1968. Internationalt set helt unikke guldgruber af personlige informationer.

“Politiets Registerblade fungerede som en tidlig form for folketælling fra 1816 til 1923. Før det havde man såkaldte mandtalslister. Men omkring 1800 voksede både indbyggertallet og mobiliteten i storbyen stærkt. Folk flyttede hyppigere rundt. Nu fik hver indbygger i byen i stedet et såkaldt registerblad, der fulgte dem fra politidistrikt til politidistrikt. Informationer herpå var navn, erhverv/beskæftigelse, alder, køn og adresse,” fortæller Mikkel Thelle.

Flere end 1,4 millioner registerblade knyttet til Københavns Stadsarkiv er nu blevet digitaliseret. En kolossal opgave, som blandt andet er løftet af en gruppe frivillige tilknyttet arkivet.

Københavnernes egne fortællinger

Det omfattende arbejde med databasen lægger samtidig også en solid grund for fremtidige projekter. Et stort ønske er for eksempel at kunne kombinere københavnerdata med de mange erindringsarkiver over københavnerliv. Selvfølgelig efter gældende forskningsetiske regler og andre regler om beskyttelse af persondata.

Det kunne være Nationalmuseets rige arkiv af etnologiske undersøgelser fra 1940’erne og frem, som blandt andet indeholder mange erindringer. Her fortæller borgerne selv løst og fast om deres liv, der periodisk matcher det tidlige velfærdssamfunds fødsel set i byperspektivet.

Eller det kunne være Københavns Stadsarkiv, der ligger inde med arkivet Københavnererindringer. Det bygger på, at byens pensionister i 1969 og 1995 blev inviteret til at fortælle om deres liv. Mange af disse fortællinger er digitaliseret og tilgængelige online. Og giver dermed almindelige mennesker, som ofte er blevet overset, en stemme.

“Der findes nogle fantastiske førstehåndsberetninger om for eksempel de varme bade, hvor man kunne vælge mellem drypbade, som brusebadet hed, og karbade. Det er fra en tid, hvor mange tog bad i en blikbalje i deres lejlighed og måtte gå hele vejen fra 4. sal til det fælles WC i gården med hjerte på døren – ofte i selskab med rotter,” fortæller Mikkel Thelle.

De personlige beretninger kan i den grad give sanselighed til forskningen og levendegøre tal og sociale mønstre. En mand beretter for eksempel, hvordan han som ung fik ødelagt sine idrætspokaler ved at bruge dem som tissepotter, når han om natten ikke orkede at gå ned fra 3. sal i Valby til gårdens WC.

Erindringer centrale i nyere velfærdsforskning

Brugen af erindringer vinder generelt frem i de fortsatte bestræbelser på at belyse velfærdssamfundet og velfærdsbyens mange facetter. De kan supplere et tidligere fokus på for eksempel den lovgivning, der ligger til grund for velfærdssamfundet, hvoraf noget af den første lovgivning fra 1890-1933 var møntet på at tage hånd om alderdom, sundhed og arbejdsløshed.

“I Danmark har vi været rigtig gode til at forske i velfærdssamfundets store historier – institutionerne, økonomien, lovgivningen. Der er udgivet meget god forskning om dette. Nu begynder vi at få flere erindringshistorier, som belyser det mere kulturhistoriske aspekt, hvor også velfærdssamfundets erfaringer fremstår på godt og ondt. Det er for eksempel fortællingerne om børnehjemsbørnene, menneskene i dét, der hed åndssvageforsorgen, de grønlandske børn og mange andre grupper,” siger Mikkel Thelle.

Han peger også på de mange nye individuelle og kollektive erfaringsformer, som er dukket op i takt med, at velfærdssamfundet har udviklet sig. For eksempel det at være skilsmissebarn i 1950’erne og 1960’erne. Eller det at gå i børneinstitution, mens mor og far var på arbejde. Det har for eksempel historiker Karen Asta Arnfred Vallgårda undersøgt.

“Vi kan arbejde med de perspektiver, der ligger i erindringerne, det kvalitative, følelseshistorierne. Men vi kan samtidig også udforske erfaringerne på tværs af det individuelle og det kollektive i nye interessante projekter. Det vil her være en stor hjælp at kunne arbejde frem og tilbage mellem for eksempel erindringerne og de kvantitative datasæt. Et fremtidsperspektiv er også at kunne bruge de her data sammen med geotagging, så vi kan visualisere de interessante mønstre hurtigere og mere sofistikeret. Så kan vi igen bruge kortlægningen til at stille nye spørgsmål."

Fra offentlig til privat bad og retur

Som både erindringer og statistikker viser, rykkede adgang til vand og varmt bad langsomt ind i Københavns lejligheder som en del af velfærdssamfundets udvikling i 1900-tallet. Vand blev nu tænkt som en rettighed.

Som Mikkel Thelle forklarer, betød udviklingen kulturhistorisk, at bad og toiletbesøg i storbyen gik fra at være en offentlig aktivitet til at blive meget privat. Et ideal hentet fra det borgerlige hjem og det liberale samfund, som eksisterede indtil slutningen af 1800-tallet, hvor velfærdssamfundet tog over.

Hen mod år 2000 var de fleste af byens offentlige badeanstalter nedlagt. Københavns Kommune havde besluttet, at det ikke længere var velfærdsbyens ansvar, at folk kunne få et varmt bad på en badeanstalt. Steder, der fra begyndelsen af 1900-tallet havde bragt yderst tiltrængte varme bade og hygiejne til Københavns arbejderkvarterer, fra Nørrebro til Christianshavn.

For Christianshavns Badeanstalts vedkommende tog en lokalt engageret venneforening i 1997 imidlertid kampen op for at bevare det som badested. Bygningen blev fredet i 2000, og efter en nænsom ombygning og restaurering udført af blandt andre Realdania genåbnede den i 2001 som Sofiebadet. 

Et slags kurbad og levende museum med mange forskellige aktiviteter. Noter af lavendel- og grapefrugtolier fra spabehandlinger hænger nu i luften som påmindelser om badeanstaltens og velfærdsbyens forvandlingsevne og løbende omstillinger.

Artiklen er produceret af Videnskab.dk for Carlsbergfondet.